Ville du investere i hippien på billedet? Nok ikke. Det var der i hvert fald mange, som ikke ville dengang. Det fortryder de i dag.
Hippien på billedet hed Richard Branson. Fra de tidlige Virgin Records dage.
Dengang Virgin var de eneste, der var kugleskøre nok til at samarbejde med Mike Oldfield, som var en sær snegl og meget langt fra mainstream. Det samme var Virgin folkene, så alle var glade. Det skæve samarbejde blev til debut albummet ”Tubular Bells” i 1973.
”Tubular Bells” blev musikhistorie og har solgt 15 millioner stk. Pengene væltede ind til det skæve team og få måneder efter udgivelsen var hippie kollektivet Virgin Records millionærer i pund.
Og så var man jo lis’som nødt til at udvide cigarkasse økonomien til så’n en rigtig kapitalistisk virksomhed……
Resten af historien om Virgin er en historisk global erhvervssucces. Stadig ledet af hippien og gavtyven på billedet, Richard Branson. Stadig drevet af en smilende uimponerethed af autoriteter og af, hvad mainstraim synes ”man” kan og ikke kan, og hvad ”man” gør og ikke gør.
Måske netop dét er formlen på succes? Måske værd at overveje næste gang en ”skør” idé eller ”skæv” person krydser din vej?
Historien er fyldt med eksempler på, hvordan senere stjerner på himlen gang på gang fik nej inden nogen havde modet til at se mulighederne i det ”skøre”. Et par udvalgte:
Beatles: Fik nej fra adskillige musikselskaber inden de udgav deres første plade.
Harry Potter/J.K. Rowling: Fik nej fra adskillige forlag inden Harry Potter omsider kom til verden.
Telefonen/Alexander Graham Bell: Fik i starten nej fra investorer, der ikke så noget marked for den slags ”legetøj”.
Surt show at være en af de mange der sagde nej, ikke sandt……..?
Inden for innovation har man været mest optaget af ”go-errors” – når innovationer sendes i markedet, men slår fejl. Måske vi skulle interessere os mere for ”stop-errors” – når banebrydende innovationer afvises, men senere bliver bragende succes’er med andre partnere.
De mest banebrydende ideer VIRKER jo skøre i starten. Hvis de var lige til højrebenet, så havde nogen selvfølgelig gjort det for længe siden.
Risikabelt? Ja da. Investerings forskningen viste os for årtier siden, at der er lineær sammenhæng mellem afkast og risiko. Hvis vi vil sigte højt, så må vi også ta’ chancer.
Sådan er det stadig – ”No guts, no glory”.
Og man skal – stadig – høre på de skøre.
Det gælder også i den organisatoriske dagligdag, langt fra de spektakulære innovationer. Også her er der brug for de skæve og anderledes. De der udfordrer gruppen, råber op og af og til er pain-in-the-ass. For de er for organisationen, hvad mutationer er for evolutionen. På én gang både en kilde til nytænkning og et bolværk mod den kvælende konformitet, der driver mod laveste fællesnævner og dræber hjerteblodet.
Vil du høre mere? Så lad os få en snak eller tag et kig på foredraget ”Man skal høre på de skøre”.